Hurtig guide til Instagram

– Skrevet af Stine Fentz, ConText 

En hurtig guide til det mest basale på Instagram

Hvis du er helt ny på Instagram og du ikke ved, hvad det kan bruges til eller hvordan du kommer i gang, så læs endelig videre i dette indlæg. Måske har du bare lidt berøringsangst med de funktioner, der hele tiden udvikler sig. Indlægget her er en begynder guide, og det er vigtigt at pointere at Instagram indeholder langt flere funktioner end de der bliver gennemgået her. 

Her præsenterer jeg en hurtig guide til dig om Instagram og de mest basale funktioner. Målet er, at du kan blive fortrolig med Instagram, så du kan begynde at gå på opdagelse i mediet. Prøv dig frem og hav det sjovt, i et visuelt og interaktivt socialt medie som Instagram skinner humøret igennem. 

Profilteksten

Først skal du have styr på din profil: dit profilbillede og teksten. 

Det skal hurtigt kunne tolkes, hvem du er og hvad du laver. Instagram er et mere afslappet socialt medie end både LinkedIn og Facebook, brug derfor gerne en sjov tekst eller emojis til at kommunikere, hvem du er, hvad du kan lide eller hvad du er god til. 

Profilen er det eneste sted, hvor du kan indsætte et klikbart link, så sørg for at have et link til dit website eller hvor du gerne vil have brugerne til at klikke sig hen. Det er muligt at lave et ‘link tree’ med flere links, hvis der er behov for mere end et link. 

Basis funktionerne i Instagram

Instagram indeholder forskellige funktioner, så for at du får ro i maven til at gå på opdagelse, er her en punktopstillet oversigt over de mest centrale elementer. 

  • Feed – Her laver du de almindelige opslag, som formegentlig er det første, du har fundet ud af på Instagram. Her kan du se, hvad folk, du følger, har lagt op. Du poster selv et opslag ved at trykke på krydset og tage et nyt foto eller hente et i dit galleri på telefonen.
  • Story – Øverst i dit feed har du de runde ikoner med profilbilleder. Trykker du på dem vises profilens story (ja det hedder historie, men begrebet er en Story). Story ligger kun tilgængelig i 24 timer, hvorimod dine opslag i dit feed er statiske og bliver liggende. For selv at tilføje en story, skal du holde det første story ikon med dit eget profilbillede inde og så vælge ‘Føj noget til din historie’. Du lander nu inde i et redigeringselement af Instagram, hvor du har en menu nederst, der indeholder: Tekst, live, normal, boomerang, superzoom, fokus, baglænsvisning og håndfri. Funktionerne her kan fylde et helt blogindlæg, men i basis forståelsen af Instagram vil jeg anbefale, at du holder menuen på ‘normal’ og vælger et billede fra dit galleri. Alternativt, så vælg ‘tekst’, da det også en en simpel funktion. 
  • Udforsk –  Luppen indikerer som regel en søgefunktion. Det gør den også her, men Instagram kommer også med forslag til, hvad du ville synes var interessant. Der vises ting, der kan udforskes og øverst kan du indtaste søgeord. Prøv at søge på # hastags, der er relevante for dig. Det kan være en god måde at finde nye, interessante og relevante profiler, du kan følge. 
  •  Menuen – Feedet er din hjemmeskærm med hus-ikonet i din nederste menulinje. Menuen består derudover af luppen, som er udforsk-feedet, Krydset i midten, hvor du tager billeder, optager video eller henter billeder fra din telefon. Hjertet viser dig oversigten over dine aktiviteter og dem du følgers seneste aktiviteter. Det sidste menupunkt er din egen profil.

Andre relevante elementer

Andre vigtige elementer, som du kan benytte dig af i din markedsføring på Instagram er:

  • Hashtags # – Udvælg relevante hashtags, som du benytter i teksten til dine opslag i feedet på Instagram. Tænk over, hvad din målgruppe ville søge på inde under ‘opdag’. Hvilket hashtag ville de kunne forvente at finde noget om det relevante emne eller inspiration.
  • Tagging – Særligt i kommercielle sammenhæng, om det er en blogger, en forretning eller en selvstændig eller en konsulent, så er det god stil at tagge personer/andre konti eller produkter på det billede du poster i dit feed. Det er et direkte link, der kan gøre det lettere for dine følgere at finde frem til dine samarbejdspartnere, kunder, produkter o.l.
  • Følg andre – Gå strategisk til værks med, hvem du følger. Det kan give dig synlighed og flere følgere. Tænk på hvordan du selv finder folk at følge på Instagram. Du går ind på en side, ser hvem de følger eller hvem der ellers følger dem. Det giver en lang liste af relevante konti at undersøge. Du skal derfor selv være til stede på den liste.
  • Interager med dem, du følger og dine egne følgere. Sociale medier er mærkeligt nok sociale … Ja det betyder, at du skal være social i form af likes, kommentarer og delinger. Det er vigtigt at understrege, at man ikke må stjæle andres indhold og derfor ikke bare må klippe fra andres feed. Derimod er der en funktion, hvor du kan sende/dele det på din egen story. På den måde kan du give et skulderklap og være med til at sprede andres indhold.

Når du har fundet ud af, hvordan Instagram virker, skal du have platformen sat op, så du får mest muligt ud af den. Det visuelle udtryk er helt centralt, da Instagram kommunikerer primært i billeder og video. Teksten er sekundær og begrænset i omfang. Til gengæld kan Instagram formidle dit budskab og brande din virksomhed rigtig godt, fordi du har mulighed for at vise en personlig og ægte side af dig, dit brand og din virksomhed.

Jeg elsker sociale medier og de muligheder, der er i det netværk. Jeg arbejder med digital marketingstrategi og hjælper mindre virksomheder med at finde deres vej i de mange muligheder og det store potentiale, der ligger i den digitale verden. Skal jeg tage et kig på din forretning, så se mere på ConText.

Forfatter

Indlægget er skrevet af Stine Fentz, partner i ConText.

Stine arbejder med digital marketing, særligt content marketing, e-mail marketing og social media marketing. Hun elsker kaffe, mennesker og selvudvikling. 

Stine blogger på ConText BLOG om digital marketing, kommunikation og iværksætteri.