Tør du virkelig stå med det helt selv?

– Skrevet af Stine Fentz, ConText  

Tør du virkelig stå med det helt selv?

Det korte svar… 

Ja jeg tør! Jeg tør faktisk ikke lade være.

Om jeg tør, er et spørgsmål, jeg ofte får fra familie, venner og bekendte, når jeg fortæller, at jeg er ved at starte selvstændig virksomhed.

Jeg oplever, at det er den samme samtale jeg har igen og igen. Den har en helt fast og meget genkendelig struktur. 

Tør du?

Samtalen begynder

Samtalen begynder med et spørgsmål, en forundring: ’Tør du virkelig stå med det helt selv?’.

Usikkerheden skinner igennem og jeg ville da lyve, hvis ikke jeg indrømmede, at den altid kortvarigt stikker til mig som en spydspids, der lige borer sig ind i siden på mig.

Usikkerheden ved et liv som selvstændig er da overvældende, men for mig personligt er usikkerheden også det, der gør det allermest interessant, relevant og spændende. Risiko er en del af livet og en stor del af det er at satse på det, jeg nu engang ønsker mig mest og som nu er det rigtige for mig. Det at satse på mig selv er også at tro på mig selv.

Heldigvis er den næste del af samtalen typisk altid afklarende i forhold til, hvad jeg så rent faktisk vil arbejde med. Her er det min rolle at berolige, forklare og skabe tillid omkring mine kompetencer og min forretningsplan. Det er som regel her, jeg bliver rigtig skarp på min elevatortale.

Din elevatortale

Ja, hvis ikke du har erfaring indenfor forretningsudvikling eller iværksætteri, ved du måske ikke, hvad en elevatortale er. Det er nu heldigvis simpelt nok.

En elevatortale er en helt kort version af, hvem du er, hvad du sælger og hvordan du sælger. Grunden til, at det hedder en elevatortale, er, at det skal være så kort og præcist, at du kan fremsige det som et pitch på en elevatortur.

Forestil dig, at du endelig møder den person, der kan få det hele til at ske for dig. I mødes i receptionen eller hvor I nu venter på elevatoren. Du tager mod til dig og præsenterer dig selv. Du skal nu på jeres korte fælles vej, inden I skilles igen, nå at introducere dig selv, din virksomhed og din forretningsstrategi på en indbydende måde, så personen kan tage stilling til om og i så fald hvordan, vedkommende kan hjælpe dig og din virksomhed.

Tanken og øvelsen er simpel, men det er hamrende svært i praksis. 

Samtalen fortsætter...

Når frygten for det usikre har lagt sig en smule i samtalen, melder interessen sig i stedet. Hvor meget skal du arbejde, hvad skal du så helt konkret lave, hvordan arbejder du med det, kan man tjene penge på det, hvordan kommer man i gang med sådan noget? Spørgsmålene er stadig mange, men har en lidt mere positiv karakter og også en snært af jalousi.   

Interessen udvikler sig også ofte til misundelse over den frihed, jeg forsøger at skabe for mig selv. Mit ønske er, at mit arbejde skal være mit liv, at mit arbejde skal være min hobby og at mit arbejde skal være drevet af lysten og skabertrangen i mig. Når jeg ikke kan vente med at komme i gang med arbejdet, når jeg vågner om morgenen, har jeg opnået succes.

Livet som selvstændig kræver et enormt engagement, en parathed til at droppe kassetænkningen om, at en arbejdsuge er på 37 timer og en accept af, at ansvaret alene ligger på en selv. Ingen chef kommer med den næste opgave. Går det godt eller dårligt, er der ingen andre end en selv at takke for det. Jeg kan ikke løbe fra det eller gemme mig, jeg må stå ved det.

Hvis ikke risikoen var så stor for den enkelte, tror jeg personligt at udviklingen på arbejdsmarkedet ville bevæge sig hurtigere og i langt højere grad hen imod større frihed under ansvar og en større fleksibilitet i tilrettelæggelse af arbejdet.  

Hvad er arbejdsglæde for dig?

Samfundets normer er meget definerende for vores arbejdsglæde. Det er et komplekst emne, der både dækker rammerne for et såkaldt fuldtidsjob og familielivets sammenhæng med institutionspriser og åbningstider. Ja jeg skal nok undlade at blive alt for politisk, jeg er langt mere interesseret i det personlige og frie valg. Individet har i mine øjne ansvaret for at sammensætte sit eget liv på bedste måde og efter bedste evne.

Men hvad er arbejdsglæde så for dig? Er det tryghed, sikkerhed, frihed, fleksibilitet, ansvar, indflydelse eller er det muligheden for at slukke for arbejdet og gå 100% ind i fritiden eller familielivet?

Det vigtigste er jo ikke præcis hvad, det er, der giver dig arbejdsglæde, men at du bliver bevidst om, hvad der giver dit liv værdi. Arbejdsglæde kommer indefra, når du kan mærke, at det du laver, er det rigtige for dig.  

Ja jeg tør! Jeg kan faktisk ikke lade være.

Det ærlige svar på, om jeg tør at stå med det helt selv, er, at jeg ikke tør lade være.

Det har været min drøm, så længe jeg kan huske og det er det helt rigtige for mig. Det, der motiverer mig til at yde mit ypperste, er at have ansvar for mine arbejdsopgaver, at have fleksibilitet i mit arbejdsliv og at behandle mit arbejde som min bedste hobby. Min kreativitet har svært ved at udfolde sig, hvis andre dikterer opgavens rækkefølge og hvis arbejdstiden skal fastsættes som klokken 8 til 16. Jeg tror på at arbejdsglæde er vejen til succes i min business, i mit liv og i min personlige udvikling.

Tør du lade være?

Jeg glæder mig til endnu flere gode samtaler og reaktioner på de valg, vi alle tager her i livet. Er spørgsmålet egentlig ”Tør du?” eller er det ”Tør du lade være?”, det er mit spørgsmål til dig.      

Forfatter

Indlægget er skrevet af Stine Fentz, partner i ConText.

Stine arbejder med digital marketing, særligt content marketing, e-mail marketing og social media marketing. Hun elsker kaffe, mennesker og selvudvikling. 

Stine blogger på ConText BLOG om digital marketing, kommunikation og iværksætteri.

Se flere indlæg her